Vinderhistorie fra Asics/ Paris Marathon konkurrencen

Vi bringer nu endnu en løbsberetning fra vores Asics/ Paris Marathon konkurrence. Historien hedder "Et maratonløb mere"

Jeg har været i New York og løbe maraton og det var en stor oplevelse.
Det hele startede med, at jeg havde hørt, at der er en lodtrækning, hvor man kan vinde retten til at købe et startnummer. Det passede fint til mit nytårsforsæt 31 december 2008, som var noget med at løbe længere og hurtigere, så som motivation synes jeg, det ville være fint at hænge New York op i horisonten. Jeg tænkte også, at det er en god måde at sikre mig at jeg kunne løbe New York senest 2012- for systemet er, at man er garanteret plads hvis man ikke vinder efter at have deltaget i lodtrækningen tre på hinanden følgende år. Yderligere havde jeg fundet en rar folk entusiaster ude i Dyrehaven, der løb intervaller hver lørdag formiddag, og det skulle være mit hemmelige våben.

Jeg gik derfor i gang med at træne og fik kontakt med min gamle kollega Carsten der også havde sat sig for at skulle løbe New York. Da jeg nåede maj måned var jeg ved at være i god form, og blev rigtig glad, da jeg fik besked om, at jeg havde vundet i lotteriet. Faktisk var det to dage før jeg løb Copenhagen Marathon. Så motivationen var i top- og det lykkedes mig at komme ægte under 4 timer i København- tiden blev 3.58.17 mod de 3.72 jeg havde løbet i Berlin i 2008.

Turen blev planlagt og jeg valgte efter søgen på nettet, Facebook m.m at booke SAS crew hotellet i New Jersey med udsigt til Manhattan, lidt miljøskadet er man vel altid. Flybilletten blev med Swiss, for SAS udbød kun billige rejser til New York via Stockholm og selv den løsning var væsentligt dyrere end de 3700 kr jeg måtte betale med Swiss. Det viste sig dog at være en besværlig løsning, for Swiss lander i JFK og det tager 2 timer med toge og subways ind over Manhattan at komme frem til hotellet- mens Newark ligger blot 5 stationer væk fra hotellet på samme linje. Hmmm, næste gang bilver det Newark!

Jeg tog alene derover- det viste sig, at Carsten udskød sin plads til næste år, og det blev en skøn tur. Sikke en luksus at tage til New York for at kunne dykke ned i bøger, slappe af, shoppe og så løbe en tur- helt på egen hånd.

Jeg ankom fredag aften og lørdag morgen besluttede jeg at tage en lille 5 km 's tur for lige at få benene i gang efter flyveturen og afprøve det tøj jeg havde tænkt jeg skulle have på: vejrudsigten, som jeg havde fulgt tæt i dagene op til, ændrede sig radikalt fra dag til dag- først regn- så sol så overskyet, så kun lidt regn….temperaturer omkring 5-15 grader. Godt jeg kom ud en tur lørdag, for jeg havde fået alt for meget tøj på, det var langt varmere end jeg havde forestillet mig og jeg blev helt sikker på, at jeg skulle løbe i korte bukser.  Efter den lille løbetur tog jeg op på messen for at hente startnummer, og det var superorganiseret og nemt. Messen var rigtig god- jeg fik lige checket mit udstyr hos Polar, og så købte jeg et par papirbukser, som jeg havde tænkt skulle varme mig inden løbet næste morgen.

Efter messen gik turen ned til Union Square og min yndlings- take away: Wholefoods Market hvor de har brownrice sushi og masser af gode salater. Aftenen gik med at finde ud af, hvordan jeg kom til den bus der skulle køre mig over til startområdet på Staten Island. Jeg var blevet assigned til en bus i New Jersey- hvilket jo var rimeligt nok- men 12 miles i den forkerte retning, så jeg overvejede at tage en taxi direkte til startområdet istedet. Efter megen søgning på nettet og overvejelser gik jeg ned til hotellets consierge for at drøfte mine muligheder med hende og hun sagde, at det var da let nok- hotellet havde en shuttlebus der kørte til startområdet og der var lige en enkelt plads tilbage. Lucky me- jeg betalte 20 dollars for den tur og skulle bare møde i receptionen kl 0730.

Jeg skulle starte i Wave 2 kl 10 så det var en superfin løsning - jeg havde hørt rædselshistorier om folk der skulle op kl 0430 for at nå deres transport allerede ved 0530 tiden, kun for at hænge rundt i startområdet i 3-4 timer. Alt det slap jeg for og selvom jeg vågnede helt naturligt kl 0330 - for jeg havde valgt at blive i dansk tid (gammelt stewardesse trick) så havde jeg en god morgen på hotelværelset med medbragt mad hjemmefra og ro og afslapning.

Vi var 12 i bussen - og - surprice - der var altså en del kø nede omkring startområdet, så på et tidspunkt besluttede vi at stige ud af bussen og gå det sidste stykke- det kom for mit vedkommende til at passe rigtig fint - jeg var nede og kunne aflevere min bagage kl 0915, og så stod jeg der i min gamle skijakke. som jeg havde taget med for at varme mig den sidste periode til løbet startede - mine nys indkøbte papirbukser havde jeg ikke brug for, så koldt var det ikke. Det var lige holdt op med at småregne, da jeg kom frem og der var en rigtig god og forventningsfyldt stemning.
Kl 10 gik starten og jeg stod på nederste etage på Verezzano broen. Jeg ville gerne finde sådan en fartholder og spottede en der havde "paceteam 4 hours" på ryggen, så ham satte jeg kursen efter. Han løb nu ikke særlig hurtigt- så jeg spurgte ham om han var fartholderen og så sagde han nej nej jeg leder efter fartholderen- nå okay, så måtte jeg jo se at komme derudaf, og så gav jeg den gas. Det var ikke helt ukompliceret for 43000 er altså rigtigt mange mennesker og jeg har nok sigsakket noget videre for mit GPS ur siger, jeg har løbet 44,1 km .
De første 10 km gik strygende, nærmest forsvandt og jeg løb helt stabilt op til halvmaraton, det var ved at ligne en rigtig god tid- 21,1 løb jeg på 1,52.  Jeg var dog begyndt at undre mig over hvor frugt depoterne var- jeg havde ikke set et eneste og det gik op for mig, at det var fordi der ikke var nogen- der var kun vand og Gatorade. Jeg havde meget brug for at få en banan, min mave var begyndt at rumle og så gik jeg i gang med at ønske mig, at der var en tilskuer, der ville give mig en banan. Ha! Det virkede efter kort tid stod der en mand med en klase bananer som han delte ud af og jeg fik en af de 5 han havde

Jeg fik ro på maven og løb med bananen i hånden i lang tid, mens jeg fik spist den i små bidder. Jo tættere vi kom på Manhattan, jo ringere blev asfalten, så jeg fik set lidt af de 5 bydele man løber igennem - men jeg var nødt til at kigge rigtigt meget ned for ikke at snuble. Jeg havde forberedt mig på de 5 broer og mange lange stigninger ved at løbe bakkeløb hele sommeren og det gav virkelig effekt, stigningerne var der, men de var ikke uovervindelige.

Vi løb ind på Manhattan og den lange tur op ad 1'th avenue op til Harlem og her begyndte jeg så småt at kunne mærke mit mellemgulv- jeg fik problemer med at trække vejret, og måtte ud i nogen dybe vejrtrækninger, der hjalp lidt. Det viste sig at være kramper - det blev bare værre og værre. Nå jeg gik i gang med at motivere mig selv- "hør nu her: Wozniacki kunne spille tennis med kramper, så kan du vel også løbe med dem", "husk nu det her er et maratonløb ikke en marathongåtur", "hvor er det galt? Fødder OK, Ben OK, arme OK, hoved og nakke OK… så kun en lille delmængde påvirket: lunger og mellemgulv- det skal ikke stoppe mig". Det stoppede mig ikke og jeg løb hele vejen - men hold da fest hvor var de sidste to kilometer en pinsel og meget, meget langsomme

I did it! Jeg kom i mål på 3.58.41 og det var langt hurtigere end jeg havde forventet, jeg havde hørt at man skal lægge 10-15 minutter til sin tid når man løber New York, og jeg var kun 24 sekunder over min PR. Fantastisk!

Resten af dagen gik med take away på hotelværelset og så nye overvejelser om hvad det næste maraton skal være. Jeg har kvalificeret mig til Boston med min tid, og der er jo også Hamburg, så hvem ved hvad jeg ender med at sigte på

Løbehilsener

Hanne