Hvorfor skal træningen være specifik?

Din præstation i løb afhænger både af din kondition og din udholdenhed. Men hvad er forskellen og hvilke krav stilles der til træningens opbygning for at disse to faktorer trænes optimalt.

Af: Tom Gruschy Knudsen

Kort og godt kan man sige, at konditionen er det der bestemmer den maksimale løbehastighed - det er med andre ord et udtryk for vores motorstørrelse. Jo bedre kondition - i form af kondital - jo større stykke arbejde kan man udføre. Denne effekt siger dog ikke noget om vores udholdenhed og dermed i hvor lang tid man kan udføre et givent stykke arbejde.

Konditionen kan trænes på mange måder, da det drejer sig om at presse kredsløbet så tæt på max som muligt. Dvs. det skal være træning med høj puls - gerne i form af intervaltræning. Men hvordan man udfører træningen er mindre vigtigt. Som løber kan man sagtens træne intervaller på cykel eller cross-trainer da træningen i høj grad er overførbar. De tilpasninger der kommer i kroppen er primært, at hjertet bliver stærkere og kan pumpe mere blod ud i det enkelte hjerteslag. På den måde kan hjertet levere mere blod med ilt til de arbejdende muskler.

Udholdenheden afhænger derimod af de tilpasninger der kommer ude i musklerne - det man kalder de perifere tilpasninger. Et godt mål for dette er enzymaktiviteten i det aerobe stofskifte. For løbere kommer tilpasningerne selvfølgelig i benmusklerne. Men det er ikke ligegyldigt hvilke muskler i benene der trænes. De enkelte muskelgrupper tilpasser sig forskelligt - og i de enkelte muskler vil de forskellige muskelfibre også tilpasse sig forskelligt.



Dette illustreres i figuren fra en undersøgelse af cykelryttere, baneløbere og orienteringsløbere. Ud fra muskelbiopsier bestemte man enzymaktiviteten i lårets muskler og i lægmusklerne. Cykelrytterne udviste 2-3 gange så høj aktivitet i lægmusklen som for utrænede personer, men 4 gange så høj aktivitet i lårmusklerne. For baneløberne så man det modsatte billede. De havde 2-3 gange så høj aktivitet i lårmusklerne som utrænede, men også næsten 4 gange så høj aktivitet i lægmusklen. For orienteringsløberne viste resultaterne, at de havde ca. 3 gange så høj aktivitet i begge de muskelrgrupper der blev undersøgt.

Undersøgelsen underbygger altså det faktum, at man bliver god til det man træner. Cykelryttere bruger overvejende lårene og opnår størst tilpasning i disse muskler, mens baneløbere overvejende bruger lægmusklerne og får deres primære tilpasning der. Orienteringsløbere bruger både lårmusklerne og lægmusklerne og opnår dermed tilpasninger i begge muskelgrupper der ligger imellem resultaterne for de to første grupper.

Som løber skal man derfor huske, at man godt i perioder kan holde konditionen ved lige med alternativ træning, men at det samtidig vil påvirke vores udholdenhed negativt. Det betyder også, at man skal være meget specifik når man træner mod et bestemt mål. Skal man løbe trail-løb, så nytter det ikke kun at træne i fladt terræn - og omvendt så skal man også tilpasse sin træning rigtigt, hvis man skal løbe på en helt flad rute.