EM i Atletik Dag 2
Sara blot 0,14 s fra finalen - men god læring og næste
udfordring foregår i London
af Dansk Atletik Forbund
Førstedagens fornemme indsats med fremgange over hele linjen
kunne desværre ikke følges op, da EM-konkurrencerne fortsatte
torsdag formiddag.
Først i aktion var stangspringeren Caroline Bonde Holm, der fik
en dramatisk start på konkurrencen. Således mistede hun grebet om
stangen i sit første forsøg på højden 4,05 meter og landede -
heldigvis uskadt - noget fortumlet på madrassen. Siden fulgte dog
vellykkede forsøg på både denne højde og 4,15 meter. Næste højde
4,25 meter blev dog for meget for danskeren, som i sit tredje
forsøg var uhyre tæt på at klare højden, der ville have været nyt
dansk årsbedste. Men Caroline måtte desværre nøjes med 4,15 meter
og en samlet 22. plads blandt de 29 startende.
Sara manglede 0,14 sekund..
Næste dansker på banerne var Sara Petersen, som efter gårsdagens
indledende heat nu løb med i semifinalerne på 400 meter hæk,
hvorfra de tre første i mål samt yderligere to tider gik videre til
finalen.
Sara indledte fornemt og var med fremme i top tre til 250 meter, og
lignede fortsat en finaledeltager, da hun nåede til 10. og sidste
hæk. Her gik Sara dog en smule i stå, mens tjekken Zuzana Bergrova
kom hurtigt til sidst og skubbede Sara ned på femtepladsen i
semifinalen.
Saras sluttid 56,07 s viste sig at være 0,14 sekunder for
langsom i forhold til avancement på tid, og den endelige placering
blev derfor en 9. plads, hvilket svarede til Saras placering på
årets europarangliste blandt de deltagende løbere inden
mesterskaberne gik i gang.
En klart godkendt præstation, som bestemt havde mersmag.
Anders Møller
Sidste dansker i aktion i torsdagens formiddagspas var
trespringeren Anders Møller. Som omtalt i vor optakt til torsdagens
konkurrencer, har Anders døjet med skader i sæsonen, og den danske
trespringer stillede derfor til start som et "ubeskrevet blad" på
den bane, hvor han i 2005 sprang sig til en VM-finale.
Desværre kom det aldrig til at fungere for Anders i
kvalifikationskonkurrencen. Med 15,98 meter blev det til en samlet
22. plads af de 27 startende. En finaleplads havde krævet et spring
på 16,43 meter.